Tertullian: Om Skuespil

Kirkefaderen Tertullian er født ca. 160 e. Kr. og sandsynligvis død omkring år 225. Han var en kontroversiel personlighed, og et af hans mest kontroversielle skrifter er ”De Spectaculis” (Om Skuespil). Det er vel ikke skriftet i dets helhed, der har vakt anstød, men kun dets sidste kapitel, kapitel 30. Det skal jeg ikke gå nærmere ind på, men henviser læseren til selv at læse det.

Blandt Oldkirkens kristne forfattere indtager Tertullian en særstilling - ingen overgik ham i knivskarp intelligens og dyb indsigt i kirkens skrifter, på et tidspunkt da Det Nye Testamente knap havde fundet sin endelige form. Hans troskab mod Jesu forkyndelse var urokkelig og absolut.

Skriftet blev oversat til dansk af en nordmand, Karl Julius Arnesen, der levede fra 1847 til 1929. Han var, da han udgav sine oversættelser af Tertullian, sognepræst i Sarpsborg og medlem af Stortinget, valgt af Højre. Se også den efterfølgende bibliografiske notits. Jeg har gennemgået hans i øvrigt aldeles fortrinlige oversættelse og tillempet den en smule for at gøre den lettere tilgængelig for moderne læsere. 

Richard Mott 

Udvalgte Skrifter af Tertullian. Oversatte af J. Arnesen. [Om Sjælens Vid­nesbyrd - Om Skuespil - Afvisning af samlige Kjættere - Om Sjælen]. (= Vidnesbyrd af Kirkefædrene 15), Christiania 1887, VIII+258 s.

I. I Guds tjenere, der for nylig er kommet Gud nær, læg mærke til det særlige ved troen, læg mærke til hvilket argument, hentet fra den Sande Lære, og hvilke bud for Jeres livsførelse, der blandt andre verdslige vildfarelser forbyder de fornøjelser, som skuespil tilbyder! Og I, som allerede har vidnet og bekendt, at I er i samfund med Ham, læg I også mærke til dette, for at ingen skal synde, enten ved virkelig eller foregiven uvidenhed!

Så stærk en magt har nemlig disse fornøjelser, at de både driver den uvidende til straks at gribe hver lejlighed, der byder sig, og tillige ved sin fordærvelige indflydelse frister samvittigheden til hykleri. Og hedensk tro lokker måske også en og anden til begge dele. Thi den taler gerne sin sag i dette tilfælde således: Disse kun udvortes nydelser - nydelser både for øjne og for øren, og som er så vederkvægende – er ikke i strid med religionen, som jo har sit sæde i sjælen og i samvittigheden. Ej heller krænker mennesker Gud ved en fornøjelse, som ikke medfører nogen brøde, når man nyder den på rette tid og sted, og når der ikke går skår i den frygt og tilbedelse,  som skyldes Gud. - Vi vil derimod at påvise dette og vise, hvordan den slags ingenlunde passer sammen med den sande tro og den sande lydighed mod den sande Gud.

Der er dem, der tror om de Kristne – de Kristne, der jo altid er beredt til døden – at de lærer sig denne ”hårdnakkethed” netop ved at frasige sig alle fornøjelser. Det gør det jo lettere for dem at foragte dette liv, når de overskærer de bånd, som knytter os til det; og når de allerede har vendt verden ryggen, vil de ikke klynge sig den. Alt dette sigter til at overbevise andre om, at denne sag er afgjort, ikke efter guddommelig befaling, men efter menneskelig plan og beregning.

De, der alligevel holder fast ved disse nydelser, vil naturligvis have svært ved at dø for Guds skyld. Men selvom det var rigtigt, så burde man alligevel følge en sådan leveregel, der hviler på en hensigtsmæssig plan og en sådan ”hårdnakkethed”.

II. Så er der også mange, der undskylder sig med, at alting er skabt af Gud og givet til os mennesker - og det forkynder vi virkelig også - og at derfor alting er godt, eftersom det har et godt ophav. Og at hertil må også henregnes alt det, som hører til i skuespil, som for eksempel hesten og løven og det menneskelige legemes kraft og stemmens vellyd. Altså - påstår man - kan det, som kun findes, fordi Gud har skabt det, hverken være fremmed for Ham eller være fjendtligt over for Ham. Og det, som ikke er fjendligt over for Gud, kan heller ikke være fjendligt imod Hans tilbedere, eftersom det jo ikke er Gud fremmed.

Åbenbart gælder det samme også bygning af lokaler til skuespil, eftersom sten, kalk, marmor og søjler er ting, som hører Gud til, og hvormed han har udrustet Jorden. Derfor opføres skuespillene jo også under Guds himmel.

Ak, den menneskelige uvidenhed forekommer i sandhed klog, når den fører bevis i sin egen sag, især når den frygter for at gå glip af nogen af den slags Verdens glæder og nydelser! Man skulle nok finde flere, der holdes borte fra vort samfund af frygt for at gå glip af disse fornøjelser, end man kunne finde folk der ville holde sig borte for ikke at sætte deres liv på spil. Thi døden, dette uundgåelige, er selv ikke dåren bange for; men nydelsen, dette store gode, er selv ikke den vise bange for, eftersom livets behageligheder består i nydelse, både for dåren og for den vise.

Ingen vil nægte, at Gud er hele Verdens skaber, for ingen er jo uvidende om, hvad Naturen selv lærer os. Og ingen vil nægte, at hele Hans skabning er god, og at den er underlagt menneskets herredømme. Men hvis man ikke kender Gud ret - det vil sige, hvis man kun kender Ham ud fra Naturretten og ikke personligt, hvis man kun kender Gud på afstand og ikke er Ham nær, så må man nødvendigvis være uvidende om, hvad Han har befalet vedrørende brugen af Hans skaberværk. [Så må man nødvendigvis være uvidende om de misbrug, Han har forbudt sin skabning, og som Han har forbudt den magt, der sætter sig op imod Ham og er Ham fjendtlig, den magt, som fordrejer brugen af Guds Skaberværk.]  For så kender man jo hverken Guds vilje eller Hans modstanders vilje, eftersom man ikke kender Ham godt nok. Man må altså tænke på, ikke kun hvem, der har skabt alting, men også på hvem, der har fordrejet brugen heraf. Først da vil det vise sig, hvilken brug det er skabt til, først da når det viser sig, hvad det ikke er skabt til. Der er stor forskel på den fordærvede og den ufordærvede tilstand, som der også er stor forskel på Skaberen og Fordærveren. 

For øvrigt, alt hvad der er ondt, også alt det, som hedninger uden betænkning forbyder og ikke vil tillade, det består jo også af ting, som Gud har skabt. Hvis du virkelig vil myrde nogen med et sværd, eller med gift, eller med magiske kunster, så er jo jernet, ligesom urterne og dæmonerne, noget, som Gud har skabt. Men har Han mon skabt det, for at det skulle bruges til at myrde med? Nej, Han har tværtimod forbudt alle slags mord ved det ene bud, der dækker det hele: Du må ikke slå ihjel!

Desuden, guld, kobber, sølv, elfenben, træ og alt, hvad der ellers bruges til at lave afgudsbilleder af, hvem har sat det i Verden, om ikke Gud? Men mon Han gjorde det, for at det skulle tilbedes i stedet for Ham? Nej, tværtimod, i Hans øjne er afgudsdyrkelsen den største krænkelse af alle! Hvad af alt det, som fortørner Gud, tilhører i virkeligheden ikke Ham? Men når det fortørner Ham, er det ikke længere Hans, og når det ikke længere er Hans, fortørner det Ham.

Mennesket selv, udøveren af al skændsel, er ikke blot Guds skabning, men også Hans billede. Og dog er det med legeme og sjæl faldet fra sin Skaber. Thi vi har ikke fået øjne for at se med begær, eller tunge for at tale ondt om nogen, eller øren for at lytte til ond tale, eller strube for at synde med den, eller bugen for at hengive os til vellevned, eller kønsdele for at begå ukyskheds udskejelser, eller hænder for at øve vold, eller fødder for at føre et omstrejfende liv. Ej heller blev sjælen sat ind i legemet for at blive til et værksted, hvor der skulle smedes rænker og udtænkes svig og uretfærdighed. Det tror jeg bestemt ikke. Thi hvis Gud, Han, der gør det gode, holdt af al denne ondskab og al denne slethed, også selv om det var noget, man kun tænkte på, så er det hævet over enhver tvivl, at Han ikke har frembragt sine skabninger, for at sådanne gerninger skulle fuldbyrdes, de gerninger, som Han fordømmer - selv om så disse gerninger forøves ved hjæl af det, Han har skabt. Thi det er jo netop grunden til Hans fordømmelse, at Hans skabninger misbruger Hans skaberværk.

Vi, der har lært Gud at kende, og som har set Hans fjende, vi, som har stiftet bekendtskab med Skaberen og samtidig også har opdaget Fordærveren, vi bør hverken give plads for forundring over eller tvivl om, at den fordærver og skinsyge dæmon [x] og mand, der fra først af har berøvet mennesket selv, Guds værk og billede, hele Verdens behersker, sin uskyld, og sammen med det har fordrejet og fordærvet - stik imod Skaberens vilje - alt, hvad der hører det til, og som sammen med det var skabt til uskyldighed, for at Han kunne gøre mennesket til en skyldner for Gud, netop under udøvelsen af det herredømme, som til hans forbitrelse var tilstået mennesket, ikke ham selv, og for at han samtidig kunne grundlægge sit eget herredømme.

[x] Satan omtales som en fordærver og skinsyg dæmon

III. Rustede med en sådan overbevisning imod hedningernes meninger vil vi nu vende vores opmærksomhed mere på de betragtninger, som man hører blandt vore egne. Nogles tro er nemlig så enfoldig eller så nøjeregnende, at de forlanger en udtrykkeligt forskrift i Skrifterne vedrørende denne forkastelse af skuespillene, og de regner sagen for uafgjort, når der ikke udtrykkelig og ligefrem pålægges Guds tjenere afholdenhed fra sådanne ting.

Det er sandt, vi finder ingen steder et så klart forbud, som når det udtrykkelig siges "Du må ikke slå ihjel, ikke dyrke andre guder, ikke bedrive hor, ikke bære falsk vidnesbyrd" - så klart finder vi det ikke sagt, at "Du må ikke gå i Circus eller i teatret, du må ikke overvære væddekampe og gladiatorlege." Imidlertrid finder vi, at dette første ord af David også kan finde anvendelse på disse ting, når han siger: "Salig er den, som ikke går til de ugudeliges forsamlinger og ikke betræder syndens vej og ikke sidder i fordærvelsens sæde". Thi skønt han synes at have kaldt den retfærdig, som ikke ville tage del i jødernes rådsforsamling, da de lagde råd op om at dræbe Herren, så har den hellige skrift dog overalt, hvor en moralsk lærdom begrundes ud fra betydningen af en foreliggende kendsgerning, altid en udstrakt anvendelse. Således er også her et forbud mod skuespil ikke fremmed for dette udsagn. 

Thi hvis han kaldte de dengang forsamlede jøder "de ugudeliges forsamling", hvor meget mere da ikke en så stor flok af forsamlede hedninger? Er ugudelige hedninger i mindre grad overtrædere, er de i mindre grad Kristi fjender end jøderne var det den gang?

Også det øvrige passer hertil. Også ved skuespillene står man nemlig på vejen. Thi "veje" kalder man både de store veje, der går rundt om Circus langs med skrankerne, og de skillegange for folket, der skråner nedad. Desuden kaldes selve siddepladerne rundt om for "sæder". Altså er den, som går hen i en hvilken som helst forsamling af ugudelige, langt mere ulykkelig end den, der står på en hvilkensomhelst syndernes vej og som sidder i et hvilket som helst fordærvelsens sæde.

Lad os altså forstå det som et almindeligt udsagn, selvom også et og andet måtte tillade en særlig fortolkning. Thi det forholder sig jo også således, at mange specielle udsagn har en almindelig betydning. Når Gud påminder eller straffer israeliterne på livet, så har han helt bestemt alle for øje. Når han truer Ægypten og Ætiopien med undergang, så udtaler han på forhånd en dom over ethvert ugudeligt folk. Således kaldes ethvert ugudeligt folk "Ægypten" eller "Ætiopien", ved at man bruger den særlige betegnelse om det almene. Og ligeså, når han på grund af skuespillenes sammensætning kalder ethvert skuespil "De ugudeliges forsamling", så er det en anvendelse af det almindelige på det særlige.

IV. For at ingen skal mistænke os for spidsfindig bevisførelse vender jeg mig nu til vor oprindelige autoritet, nemlig det at vi en gang blev beseglet som kristne. Når vi stiger ned i vandet og bekender den kristne tro ordret, efter dens rette ordlyd, så bekender vi med munden, at vi forsager djævelen og hans herlighed og hans dæmoner. Og djævelen og hans herlighed og hans dæmoner, hvad må man tro, at det består i, om ikke i afgudsdyrkelsen? Deraf kommer enhver uren og forfængelig ånd - for at udtrykke mig således; jeg vil ellers ikke dvæle mere ved dette.

Dersom det står fast, at skuespillene med hvad der hører med dertil skyldes afgudsdyrkelse alene, så må det utvivlsomt også være meningen, at vores erklæring om det vi forsager også gælder skuespillene, som tjener djævelen og hans herlighed og hans dæmoner, nemlig ved afgudsdyrkelse.

Vi skal om lidt tale om dem hver for sig, om deres oprindelse, deres vugge, hvorfra de voksede op ude i verden. Dernæst om deres titler og deres navne. Dernæst om hvad der hører dem til, og de overtroiske ting der er forbundet med dem. Dernæst om de rum der er tilegnet dem, og deres beskyttere. Dernæst, hvad kunsten angår, om hvem der har skrevet om dem. - Dersom der er noget af alt dette, som ikke har med afguderne at skaffe, så har det heller ikke noget at skaffe med afgudsdyrkelse og kan ikke være genstand for vores ubetingede forkastelse. 

V. Hvad angår skuespillenes oprindelse, så er det noget som mange af os ikke kender til; vi må lede nærmere i de hedenske skrifter. Der er mange forfattere som har skrevet om dette, og de kan fortælle følgende: Timaios siger at Lydierne, der kom fra Asien, havde slået sig ned i Etruria under ledelse af Tyrrhenus, som havde kæmpet med sin broder om kongedømmet, men havde trukket det korteste strå. Disse indførte da i Etruria, blandt andre skikke der hørte til deres overtroiske gudsdyrkelse, også skuespil, i religionens navn. Hos dem lånte romerne kunstnere, som de hentede til Rom, og romerne fulgte også lydierne med hensyn til hvornår legene skulle holdes og hvad de skulle kaldes. Og således gik det til at de blev kaldt "ludi" (lege, skuespil), efter Lyderne. Og selv om Varro mener at ordet ludi kommer af ludo, at lege, på samme måde som man kaldte Lupercerne ludi, fordi man fejrede dem med leg og spring, så regner han dog denne de unge mænds leg til festdagene og templerne og de religiøse ceremonier. Dog, det betyder i grunden ikke noget noget hvad navnet kommer af, men det kommer an på tingen selv - det drejer sig nemlig om afgudsdyrkelse.

Da nemlig skuespil blandt meget andet også kaldes "Liberalia", så tilkendegav allerede navnets klang tydeligvis at man ville ære Fader Liber. Først blev de nemlig forvanskede af bønderne til ære for Liber, på grund af den velgerning de tilskriver ham, nemlig den at have lært vinens liflighed at kende. Dernæst blev de skuespil, som fra først af indstiftedes til ære for Neptun, kaldt "Consualia"; han hed nemlig ogås Consus. Derpå anordnede Romulus Equirierne for Mars.

Forresten giver man også Romulus æren for Consualierne. Han skal nemlig have tilegnet Consus, efter hvad der siges, guden for rådslagning, dem. Hermed sigtes til den beslutning, han traf, da han en gang udkastede planen om at bortføre de Sabinske jomfruer for at gøre dem til hustruer for hans egne soldater. Åbenbart et hæderligt råd, som også nu til dags gælder som retfærdigt og tilladeligt hos romerne selv, for ikke at sige hos guderne! - Det sætter også en plet på skuespillenes tilblivelse, at man ikke kan regne det for noget godt, som er begyndt med noget ondt, med skamløshed, vold, had, og som blev indstiftet af en brodermorder, som var en søn af Mars. 

- Tillige er der nu på cirkus, under jorden, ved de første banepæle, udgravet et alter for hin Consus, med følgende indskrift: Consus er mægtig i råd, Mars i kamp, Larerne i hjemmet. - Ved dette alter ofrer statens præster den syvende juli; og den enogtyvende august er det Romulus´ præst og jomfruerne der foretager ofringerne. - Dernæst indstiftede den samme Romulus skuespil for Juppiter Feretrius på Tarpejus. Efter hvad Piso fortæller kaldte man dem de Tarpejiske og de Capitolinske. - Efter ham foranstaltede Numa Pompilius nogle for Mars og Robigo - man havde nemlig også fundet på en gudinde imod kornrust! - Derpå Tullus Hostilius og Ancus Marcius og de øvrige. Hvem de var, og hvor mange der var, den ene efter den anden, og for hvilke afguder de har indstiftet skuespil, det er anført hos Suetonius Tranquillus og hos dem som Tranquillus har fået det fra. Men dette alene ville være nok til at stemple deres oprindelse som afguderisk.

VI. Til Oldtidens vidnesbyrd kommer siden beviser fra senere tider. Ja, selv i dag træffer vi på benævnelser, der klart viser, hvordan skuespillene oprindeligt blev til. Megalenserne og Apollinarerne fejres nu som offentlige fester, ligesom Cerealerne og Neptunalerne og Latiarerene og Floralerne. Andre skuespil går tilbage til, at man en gang fejrede kongernes fødselsdage eller hædrede dem på anden vis, eller de skyldes lykkelige begivenheder i staten eller lokale fester, der bunder i dyb overtro. Blandt dem er også de højtideligheder, der foranstaltes til minde om enkelte afdøde for midler, som de afdøde har testamenteret til formålet; sådanne skikke er ældgamle.

Man har også fra de tidligste tider inddelt skuespillene i to grupper: de hellige spil og begravelsesspillene. Med andre ord, skuespil for hedningernes guder og for deres døde. Men hvad angår afgudsdyrkelsen, så er det i grunden os lige meget, hvad den kaldes, for den gælder jo kun de dæmoner, som vi forsager. Lad dem holde fester for deres døde og for deres guder, det er jo alligevel et og det samme. Deres afgudsdyrkelse er en og den samme, ligesom vores forsagelse af afgudsdyrkelsen er den samme".

VII. ................har de nødvendigvis også fælles udstyr som følge af sit ophavs, afguderiets, altid sig selv lige stand. Dog er den forudgående pragtudfoldelse ved cirkuslegene noget mere glimrende, hvorfor særlig navnet Pomp (pragt) tilkommer dem. Hvad dem angår, tjener som beviser imod dem den lange række af gudebilleder, en hærskare af billedstøtter, vogne for mennesker og guder, lukkede vogne, troner, kranse og festlige dragter. Og forøvrigt, hvor mange hellige ceremonier og offerhandlinger, der går foran eller flettes ind og følger efter, hvor mange civile og præstelige kollegier og tjenestgørende embedsmænd, der sættes i bevægelse, det ved bedst indbyggerne i den by, hvor den samlede skare af dæmoner har opslået sin bolig.

Dersom alt dette i provinserne foranstaltes med mindre omhu i forhold til den ringere evne, så kan dog alle cirkusforestillinger, hvor de end finder sted, føres tilbage til den kilde, hvorfra de har deres oprindelse; der hvor de stammer fra, der er de blevet besmittet. Selv den mindste bæk har jo også den beskaffenhed, som hører dens udspring til, selve kilden, og ligeså det spæde skud af en stamme. Glimrende eller tarvelig, det gør hverken fra eller til; thi den pragt, som vi finder i cirkus, krænker Gud, hvordan den end er. Er det end kun nogle få gudebilleder, som bæres omkring, så er afguderiet til stede allerede i et eneste. Om kun en eneste gudevogn føres omkring, så er det dog Jupiters vogn. Et hvilket som helst afguderi, er det end kummerligt udstyret eller kun til måde rigt, er nok, når der spørges til den forbrydelse, det rummer.

VIII. For efter min plan også at tale om lokalerne, så er Cirkus fortrinsvis helliget Solguden, hvis tempel befinder sig i midtpunktet, og hvis billede lyser fra templets tinde. Man mener nemlig, at det ville være forkert at opstille og tilbede ham under et tag, som man har for sig i fri luft. De, der mener at det første skuespil kan spores tilbage til Kirke [x], forsikrer, at det blev foranstaltet til ære for hendes fader Solguden. De påstår også, at ordet Circus går tilbage til hende. Og naturligvis har denne giftblanderske under dette navn ordnet denne forretning for dem, hvis præstinde hun var, dæmonerne og de onde engle. Hvor megen afgudsdyrkelse bliver du da ikke vidne til i selve rummets udseende!

[x] Når Tertullian nævner, at ordet circus muligvis er afledt af navnet Kirke, så har det intet på sig. Kirke var en kvinde, der optræder i det Homeriske epos Odysseen, en troldkvinde, der forvandlede Odysseus´ ledsagere til svin, og tilbage til mennesker igen. 

Hvert enkelt ornament på Cirkus er et tempel for sig. Æggene er en æresbevisning, tilegnet Castor og Pollux, idet man på uanstændig vis forestillede sig, at de var kommet ud af et æg, der var lagt af Jupiter i skikkelse af en svane! Søjlerne udspyr delfiner til ære for Neptun og bærer sesier (et ord, der kommer af det at så), messiere (af det at høste) og tutuliner ([x] af det at beskytte afgrøden). Foran dem ser man tre altre for de tre guddomme, store, mægtige og vældige. Man tror, at de er kommet fra Samothrake,

[x] Tutullinae, kvindelige halvguder, der tænktes at bistå landbrugerne med at få høsten i hus.

Den kolossale obelisk er, efter hvad Hermateles påstår, opstillet til ære for Solguden. Dens indskrift indeholder ægyptisk overtro, og den er også kommet derfra. Dog, dæmonernes forsamling ville mangle det rette liv, hvis Den Store Moder ikke var der, så hun er der også og fører forsædet over kanalen.

Consus holder sig som sagt skjult i jorden ved Venus Murcias pæle på rendebanen. Også heraf har man gjort sig en afgud, Murcia [x] vil de nemlig have til en kærlighedsgudinde, og for hende har man på dette sted indrettet et tempel. 

[x] Venus Murcia: Venus er den romerske gudinde for kærlighed, eller erotik. Navnet Murcia er tolket forskelligt - enten som et tilnavn til Venus (i så fald forstås det som "den myrtebærende"), eller som navnet på en ellers glemt romer, der ejede et grundstykke, en dal (vallis), hvor senere Colosseum blev bygget. Der er endda endnu flere forklaringsforsøg. - Consus var navnet på en romersk guddom, der havde et underjordisk alter under Circus Maximus, under de sydligste "målstolper" (metae).

O du kristne, betænk hvor mange urene navne, der har taget Cirkus i besiddelse! Fremmed er for dig en religion, som så mange djævelske ånder har bemægtiget sig. Men hvad stedet angår, så er det her stedet at tale mere indgående om dette for at fordømme visse personers antydninger.

Hvorledes forholder det sig da, siger du, hvis jeg går ind i Cirkus på et andet tidspunkt, vil jeg så også være udsat for smitte? – Der givet intet ubetinget forbud hvad stedet angår. Thi ikke alene disse skuepladser, men selv templerne kan en Guds tjener besøge uden fare for sit kristenliv, hvis han da drives derhen af en tvingende grund, som ikke har noget med stedets særlige formål og tjenester at gøre. – 

For øvrigt er hverken gader eller torve eller badehuse eller stalde eller endog vore huse helt fri for afguder. Satan og hans dæmoner  har opfyldt hele verden. Dog er vi ikke faldet fra Gud, fordi vi er i verden, men nok dersom vi befatter os med noget af verdens synd. Altså, dersom jeg betræder Capitolium eller Serapæum for at tilbede, så falder jeg fra Gud, og det gør jeg også, når jeg går ind i Cirkus eller teatret som tilskuer. Stedet i sig selv besmitter os ikke, men det som foregår på stedet gør det, og heraf kommer det, at selve stedet besmittes, som vi før søgte at vise. Vi besmittes altså af det besmittede. Men når vi taler om hvem den slags steder er helligede, så der det for at vise, at det som foregår der hører dem til, som stederne er indviet til.

IX. Nu et ord om de kunster man ser i cirkus. Tidligere foregik rytteropvisningerne ganske enkelt, rytterne red ganske almindeligt på hesteryg, og ingen gjorde sig skyldig i noget forkert. Men da disse kunster blev en del af cirkuslegene, gik de over fra at være en gave fra Gud til at blive en tjeneste for afguderne, og disse optrin blev nu regnet Castor og Pollux til ære. Stesischoros har også fortalt, hvordan disse to fik hestene til gave af Mercur. Men Neptun er også en hestegud, og græskerne kalder ham som bekendt "Hippios". Og man indviede hesteforspandene til afguderne - et forspand på fire blev viet til Solen, og et forspand på to til Månen. Men "Erichthonios var den første, som vovede at spænde fire heste for karmen og stå dér i rivende fart som sejrherre" ( Vergilius,Georgica, Tredje Sang, Vers 113). 

Erichthonios var søn af Minerva og Vulcan, han var så at sige frugten af den sæd, der faldt på jorden, og dermed blev blev han selv til et djævelsk uhyre, eller snarere til djævelen selv, men dog ikke nogen slange. Men hvis det var argiveren Trochilos, der opfandt vognen, så var det også ham, der først tilegnede Juno dette sit værk. - Hvis virkelig Romulus var den første, der viste sig i Rom med et firspand, da skulle jeg mene, at også han blev regnet blandt afguderne, for så vidt som han er den samme som Quirinus.

Firspandet, der blev taget i brug af disse opfindere, har - rimelig nok - haft til følge at også kuskene blev klædt i afgudernes farver. Ellers brugte man fra først af kun to farver, hvid og rød. Den hvide blev indviet til vinteren, fordi sneen er hvid, den røde blev viet til sommeren, på grund af solens røde skin. Men senere, da såvel nydelsessygen som overtroen var taget til, helligede nogle de røde til Mars, andre de hvide til Zephyrerne, den grønnne derimod til Moder Jord eller Våren, og den blå til himmelen og havet, eller høsten. Men da Gud har fordømt al slags afgudsdyrkelse, så fordømmer han selvfølgelig også den, der bringes som et offer til Universets elementer.

X. Lad os nu gå over til de sceniske fremstillinger, der som sagt har samme oprindelse og et lignende navn, idet nemlig den samme benævnelse, ludi, fra først af blev brugt om dem, og ved opførelsen var der både heste og vogne med. Også det ydre udstyr var af samme slags, hvad selve scenen angik. Man vandrede nemlig fra templer og altre med deres ulyksalige røgelse og blod, under fløjters og trompeters lyd, og under ledelse af de to mest urene personer, nemlig ordenstilsynsmanden og sandsigeren, der er virksomme både ved begravelser og hellige handlinger. Ligesom vi altså fra skuespillenes oprindelse går over til cirkusforestillingerne, således vil vi nu lede tankerne hen på de sceniske forestillinger. Vi vil gå ud fra stedets onde beskaffenhed; for teatret er fra først af en helligdom for Venus. Det var i det hele taget kun på denne måde at disse foretagender kunne slå rod. Censorerne plejede nemlig ellers ofte at lukke teatrene, som disse dengang var, for at værne om sædeligheden. De forudså nemlig at tøjlesløshed kunne blive en uberegnelig fare for denne. Således forstår man at hedningernes egen mening er den samme som vor, og afgiver et vidnesbyrd i samme retning. Selv den blot menneskelige ærbarhed bestyrker på forhånd vores moralske opfattelse.

Og da derfor Pompeius den Store, der kun var mindre end hans eget teater, havde opført denne faste borg som tilholdssted for al skændsel, satte han - af frygt for at censorerene en skønne dag skulle skænde hans minde - et tempel for Venus ovenover, og kaldte det i et edikt, hvormed han indbød folket til indvielsen, ikke et teater, men et tempel for Venus - "hvorunder vi har anbragt teaterbænkene", som han udtrykte sig. Således har han tilsløret dette fordømte og fordømmelsesværdige værk med betegnelsen "tempel", og holdt den offentlige anstændighed for nar ved hjælp af en overtroisk kult. Men Venus og Liber hører sammen. Disse to dæmoner, som har sluttet pagt og forbund med hinanden, er guder for drukkenskab og vellyst. Følgelig er teatret for Venus også en bolig for Liber. - Der fandtes også andre skuespil der var særlig helliget Liber, de såkaldte Liberalia, der svarer til grækernes Dionysier og er indstiftede af Liber. Og åbenbart er der også i de sceniske kunster noget som antyder at Liber og Venus var skytsguder for disse kunster. Thi hvad der særlig hører scenen til, nemlig blødagtighed i gebærder og bevægelser, det ofrer man til Venus og Liber, som begge er kraftesløse, den ene på grund af sit køn, den anden på grund af sin tøjlesløshed. Men det som præsteres ved stemmen, ved melodier og blæsere og strengeinstrumenter, det står under ledelse af Apollo, Muserne, Minerva og Mercur. O du kristne, du skal afsky en ting, hvis den, der står bag, er én, du også må afsky.

XI. For nu at gå frem i sammenhæng vil vi også anstille en betragtning over væddekampene. Med hensyn til oprindelse er de nært beslægtede med egentlige skuespil. Således er de også enten religiøse, eller holdes i anledning af en begravelse, og de holdes enten til ære for de hedenske guder eller for de afdøde. Heraf kommer deres navne: De Olympiske - i Rom de Capitolinske - for Jupiter, ligesom de Nemæiske, for Hercules, og de Isthmiske, for Neptun. De øvrige kamplege er for de afdøde. Hvad mærkeligt da om afguderiet besmitter væddekampenes udstyr med deres vanhellige kranse, med de præster, der fører forsædet, med de tjenende broderskaber, og endelig med oksernes blod?

For at give fuld besked angående stedet - som følge af forbindelsen mellem Musernes, Minervas og Apollons, ja endog Mars´ kunster er det jo fælles - så efterligner man på rendebanen cirkus, med tvekampene og trompeternes blæsen. Så er det da naturligvis selv et tempel, et tempel for den afgud hvis højtid fejres. - Også de gymnastiske øvelser har deres oprindelse i dyrkelsen af Castor og Pollux og Hercules og Mercur.

XII. Det står nu tilbage at betragte det prægtigste og mest yndede skuespil. "Ydelse" er det blevet kaldt, på grund af den tjeneste, der forrettes, efter som "tjeneste" - også er et andet navn på "ydelse". Og de gamle troede, at de gjorde de døde en tjeneste ved dette skuespil, efter at de havde mildnet det med en mere menneskelig grusomhed. Thi førhen købte og slagtede man fanger eller vrangvillige slaver i forbindelse med ligbegængelserne, fordi man mente, at man kunne forsone de afdødes ånder ved menneskeblod. - Senere fandt man for godt at tilsløre denne skændsel ved at lave den om til en forlystelse. Således blev de folk, som man havde skaffet til veje, og som man havde ladet undervise i våbenbrug, så godt det nu lod sig gøre, men kun for at de skulle lære at lade sig dræbe - de blev straks derpå ofrede på gravhøjene på den dag, der var bestemt til dødningeofferet. Således trøstede man sig over døden ved mord.

Dette er oprindelsen til denne ydelse; men lidt efter lidt blev legene både mere udspekulerede og mere grusomme. Disse vilde dyrs vellyst var nemlig ikke tilfredsstillet ,førend de menneskelige legemer også blev sønderrevet af vilde dyr.

Hvad der således blev ofret til de døde, blev naturligvis betragtet som en tjeneste, man gjorde dem, og derfor er dette en afgudsdyrkelse, eftersom også afgudsdyrkelsen er en art tjeneste for de døde. Den ene udføres jo ligesom den anden for de døde. Men dæmonerne har deres boliger i de afdødes skytsånder.

Lad os nu også se nærmere på titlerne. Disse foranstaltninger er ganske vist gået over fra en æresbevisning mod de afdøde til et æreshverv for de levende - jeg tænker her på embederne som quaestor og magistrat og alle slags præsteembeder - så må man dog, fordi navnets værdighed er nøje knyttet til afguderiets forbryderiskhed, nødvendigvis lade det, der besørges under navn af værdighed, smittes af de pletter som klæber ved deres årsag. På samme måde må vi også forstå udstyret, der må regnes for at høre med til de samme æresbevisninger. Disse purpurdragter, bånd, pandebind, kranse, og endelig også taler og edikter og frådseri dagen før, kan nemlig ikke finde sted uden djævelens pomp og påkaldelse af dæmonerne. 

Hvorfor skulle jeg tale indgående om stedets afskyelighed, som ikke engang mén-edere kan udholde? Thi amfiteatret er helliget flere og værre guddomme end Capitolium; det er et tempel for alle dæmoner.  Lige så mange urene ånder, som det rummer mennesker, har deres bolig der. For til sidst at nævne kunstpræstationerne, så ved vi jo også, at Mars og Diana fører forsædet ved begge slags skuespil.

XIII. Vi har nu, skulle jeg tro, trin for trin, tilstrækkelig grundigt beskrevet, på hvor mange og på hvilke måder skuespil er skyld i afguderi, ved deres oprindelse, benævnelse, udstyr, stedforhold og kunstudøvelse. Og vi er derved kommet på det rene med, at det på ingen måde sømmer sig for os at have med dem at gøre, vi, som to gange har afsvoret afguderne. Ikke fordi en afgud er noget, som Apostelen siger, men fordi det de gør, det gør de for dæmonerne, som nemlig er til stede ved indvielsen af afgudsbillederne, hvad enten de nu er afdøde eller - som man tror - guder. Derfor altså, fordi det forholder sig med begge slags afguder på en og samme måde, idet de afdøde og guderne er et og det samme, så afholder vi os fra begge slags afguderi og foragter såvel monumenter som templer. Vi har intet at gøre med hverken den ene eller den anden slags altre, vi tilbeder hverken den ene eller den anden slags billeder, vi ofrer ikke, holder ingen fest for de afdøde, eftersom vi ikke kan spise Guds måltid samtidig med, at vi spiser dæmonernes. Dersom vi altså holder munden og maven fri for det urene, hvor meget mere må vi da ikke afholde vore ædlere dele, øjne og øren, fra sådanne nydelser, som består i et offer til afguder eller afdøde, og som ikke optages i indvoldene, men gennemsyrer selve ånden og sjælen, hvis renhed det overfor Gud kommer meget mere an på end indvoldenes.

XIV. Efter at vi således har understreget ordet afgudsdyrkelse - og ordet alene burde være nok til at forsage alle skuespil - så lad os nu til overflod se på sagen fra et andet synspunkt, især med henblik på dem, der undskylder sig med, at afholdenhed fra skuespil ikke er udtrykkelig foreskrevet; som om der ikke var sagt (nok) om skuespillene, når verdens begærlighed fordømmes! Thi ligesom der gives en begærlighed efter penge og ære, en mavens vellyst og et forfængelighedens begær, således gives der også en begærlighed efter forlystelse. Men skuespillene er også en form for forlystelse. Jeg skulle tro, at når der tales om begær i almindelighed, så rummer dette også begrebet forlystelser. Og på samme måde gælder det, at begrebet fornøjelser, forstået i almindelighed, gælder også særlig skuespil.

XV. For øvrigt har vi jo angående selve stedet tidligere talt om, at det ikke er det, der i og for sig besmitter os, men det er det, der foregår der, og som, så snart det har mættet sig med urenhed, udspyr denne urenhed ud over andre. Det får da, som sagt, være nok med det første hovedpunkt, afgudsdyrkelsen. Lad os nu sammenholde de øvrige egenskaber med de ting, som sker der, med Guds. - Gud har befalet os at omgås den Helligånd, som efter sin ædle natur er sart og ømfindtlig, stille og mildt, i ro og fred, ikke at forstyrre Ham med raseri, forbitrelse, vrede og fortrydelse. Hvorledes skal det da kunne forliges med skuespil? Thi intet skuespil går jo for sig uden sindsophidselser. Thi hvor der er nydelse, der er også begærlighed efter nydelsen, og netop deraf kommer det jo at nydelsen smager. Og hvor der er begærlighed, der er også kappestrid, hvorved netop begærligheden smager. Og fremdelses: Hvor der er kappestrid, der er der også raseri og forbitrelse, vrede og fortrydelse og alle andre følger af disse ting, som altsammen ikke kan forliges med kristenlivet. 

Thi om end en og anden, ifølge beskaffenheden af hans værdighed, alder eller natur, kan nyde skuespillene med mådehold og anstand, så er heller ikke han helt fri for sindsbevægelser og hemmelige lidenskaber i sjælen. Ingen hengiver sig til en nydelse uden lidenskab, ingen er underkastet en lidenskab uden en særlig anledning. Det er jo netop anledningen som fremkalder lidenskab. Men hvis lidenskaben ophører, så er der ingen fornøjelse, og det er da rent ud tåbeligt at deltage i en sammenkomst, hvor intet opnås. Men jeg skulle da mene, at vi skal holde os borte fra alt, hvad der er tåbeligt. Og hvad skal man sige om det, at en sådan person fælder dommen over sig selv, idet han sætter sig blandt dem, hvis lige han ikke ønsker at være, ja som han erklærer, at han afskyr? - For os er det ikke nok, at vi selv ikke gør den slags. Vi må ikke engang have samkvem med dem, som gør det. "Da du så en tyv - hedder det - så løb du afsted sammen med ham." Gid vi ikke behøvede at være sammen med dem i denne verden! - Dog adskiller vi os fra dem i de ting, der hører verden til, efter som verden er Guds, medens de ting, der hører verden til er djævelens.

XVI. Eftersom altså lidenskab er os forbudt, så skal vi af den grund holde os borte fra alle skuespil og fra Cirkus, hvor lidenskaberne for alvor hersker. Læg mærke til publikum, når det begiver sig til skuespillet er det allerede på forhånd ophidset og blindt og rasende på grund af de væddemål der er indgået. De synes at prætoren er for længe om det, deres blik er rettet mod urnerne hvor lodderne er gemt. Så venter man spændt på signalet, man hører kun et og samme vilde råb. Man kan mærke vildskaben på de intetsigende ord, som hoben hyler - ”Han har kastet!”, siger man, og fortæller således hinanden det, som alligevel alle lige har set. Jeg tager det som bevis på blindhed. Man ser nemlig ikke, hvad der var der blev kastet. Man tror det er et lommetørklæde, men det er et billede af djævelen, nedstyrtet fra det høje.

Herefter hengiver man sig til stærke sindsbevægelser og skænderier og andre forbandelser, der ikke er fredens præster tilladt. Heraf følger ukvemsord og klammeri, uden at der ligger noget had til grund der kunne retfærdiggøre det, lige som man tiljubler aktørerne uden at man egentlig bryder sig om dem. Ja, hvad vil de opnå, de der optræder der, andet end det alene, der netop gør, at de ikke ejer sig selv? De sørger over andres ulykke og glæder sig over andres lykke.

Hvad de ønsker eller ikke ønsker er noget for dem selv fremmed. Således er også deres forkærlighed intetsigende og deres uvilje ubegrundet. Men skulle det måske være tilladt at nære forkærlighed uden grund, og at hade uden grund? Gud forbyder os at hade, selv om vi har grund til det, Han befalet at vi skal elske vore fjender. Gud tillader ikke engang at forbande nogen af nogen grund, han befaler at vi skal velsigne dem, der forbander os. Men hvor finder man mere vildskab end i Circus, hvor man ikke engang skåner sine fyrster eller sine medborgere? Dersom noget af det, der har fyldt Circus med raseri, overhovedet nogetsteds sømmer sig for  hellige, så er det også tilladt i Circus. Men sømmer det ikke nogetsteds, da sømmer det sig heller ikke i Circus.

XVII. Er det os ikke også befalet at bortskaffe al skamløshed? Også her har vi altså et forbud mod alt teater, som jo ret beset er skamløshedens sæde, hvor intet vinder bifald uden det, som ikke vinder bifald andetsteds. Således består dets største tiltrækningskraft mest i det, der er urent, den slags som attelan-spilleren udtrykker i sine gestikulationer, og den mimiske skuespiller endog fremstiller i kvindeklæder, hvorved han driver det blufærdige køn bort, så det hellere bliver hjemme og rødmer end gør det i teatret, og den slags, som pantomime-skuespilleren fra barndommen af underkaster sit legeme for at uddanne sig til kunstner. 

Ja, endog horerne, den offentlige vellysts ofre, bringes frem på scenen til så meget større fornedrelse for kvinden, for hvem de før var skjulte og nu lader sig se af folk af alle aldre og af enhver stand. Deres opholdssted og pris og fortræffelige egenskaber udråbes endog for dem, som ikke behøvede at vide det. Jeg vil ikke tale om resten, som sømmelighed kræver skjult i dets egne mørke huler, for at det ikke skal besudle dagslyset. Rødme af skam burde Senatet og alle stænder. Selv disse kvinder, som har dræbt deres egen blufærdighed, røber dog ved deres bevægelse deres frygt, når de stilles offentlig til skue for folket, og de skammer sig i hvert fald én gang om året.

Men hvis vi nu bør bandlyse al ukyskhed, hvorfor skulle det da være tilladt at høre, hvad det ikke er tilladt at sige? Vi ved jo endda, at tåbelig spøg og ethvert forfængeligt ord er fordømt af Gud. Og hvorfor skulle det være tilladt at se, hvad det er en skammelig ting at gøre?  Hvorfor skulle det, der besmitter mennesket, når det går ud af hans mund, ikke også besmitte mennesket, når der går ind gennem øjne og øren? Øren og øjne står jo dog i Åndens tjeneste, og den, hvis tjenere er besmittede, kan ikke selv fremstå i renhed. Ja, i forbuddet mod ukyskhed har du således også et forbud mod teatret. Dersom vi nu foragter den verdslige litteraturs lærdom, idet vi betragter den som dårskab for Gud, da er dermed også givet os tilstrækkelig besked angående hine arter af skuespil, som i den verdslige litteratur deler sig i komiske og tragiske. Og dersom tragedier og komedier befordrer forbrydelser og alle slags vellyst, grusomme eller kåde, ugudelige eller tøjlesløse, så er det at omtale hvad som helst af den slags, det være sig noget grusomt eller noget uværdigt, ingenlunde bedre. Hvad vi har sagt nej til i dåben, kan vi ikke tillade at lade ske i ord.

XVIII. Hvis du vil sige til dit forsvar, at rendebanen også nævnes i Skriften, så kan det være rigtig nok. Men du kan ikke nægte, at det, der sker på rendebanen, er det ikke sømmeligt for dig at bevidne: næveslag, spark, puf, og alle slags kådhed, udøvet med hånden, og alle slags fordrejelser af det menneskelige ansigt, som er Guds billede. Du vil dog aldrig billige denne intetsigende løben og endnu mere intetsigende kasten og hoppen. Du vil dog aldrig finde behag i utilbørlige eller unyttige kraftanstrengelser, ej heller i bestræbelser for at give legemet en kunstig udvikling, som måtte gå ud over det, som Skaberen har bestemt. Og du vil afsky mænd, som er blevet opfedede for at tjene grækerne som tidsfordriv. Det var djævelen, som først slog menneskene til jorden. Selve bevægelserne svarer til slangens kampmåde: det faste tag, den smidige omslyngen, glatheden til at sno sig bort. - Du behøver slet ikke nogen krans. Hvorfor jager du da efter en forlystelse, hvor det gælder om at vinde kranse?

XIX. Skal vi da forlange af Skriften, at den udtrykkeligt forbyder os at gå i amfiteatret? Hvis vi kan bevise, at grusomhed og følelsesløshed og vildskab er tilladt for os, da lad os gå i amfiteatret! Hvis vi er sådan, som man siger om os, vil vi også finde fornøjelse i udgydelse af menneskeblod.

Men det er jo et gode, at forbrydere straffes, ikke sandt? Hvem benægter det, andre end forbryderen selv? Og dog kan en, der ikke selv er forbryder, ikke glæde sig over en andens dødsstraf, ja det ville sømme sig mere for ham at sørge over, at et menneske som ham selv har forbrudt sig så meget, at han må aflives på så grusom en måde. Men hvem kan garantere mig, at det altid er forbrydere, som dømmes til de vilde dyr, eller en hvilken som helst dødsstraf, og at ikke også en uskyldig bliver udsat for det samme, enten på grund af dommerens hævnlyst eller forsvarerens uduelighed eller torturens tvang?

Hvor meget bedre er det da ikke at være uvidende om, hvornår de onde bliver straffet, for at man ikke skal vide, hvordan de gode dør, hvis der ellers er nogen forskel på det gode iblandt dem! I hvert fald er det sikkert, at der kommer uskyldige gladiatorer til skuespillet for at tjene som ofre for folkets forlystelse. Og hvad angår dem, der dømmes til arenaen, hvad skal man da tænke om det, at de bliver straffet med at blive drevet fra en ringere forbrydelse til et mord?

Dette er mit svar til hedningerne. Skulle den kristne behøve at vide mere med hensyn til det afskyelige ved den slags skuespil? Aldeles ikke! Rigtignok kan ingen sige mere om dette uden at han selv overværer skuespillene. Jeg for min del foretrækker at være noget ufuldstændigt oplyst fremfor at tænke mere på det.

XX. Hvor intetsigende, ja desperat er derfor ikke deres argumentation, som - uden tvivl er det kun en udflugt for at skaffe plads for denne fornøjelse - gør gældende, at der ikke i Skriften på noget bestemt sted særligt tales om nogen sådan afholdenhed, så at det altså udtrykkelig skulle være en Guds tjener forbudt at overvære den slags sammenkomster.

For nylig har jeg af en vis ven af teatret hørt følgende nye forsvar: Solen, sagde han, ja endog Gud selv, ser til fra Himmelen og bliver dog ikke besmittet! Ja, men Solen kaster også sine stråler ned i en kloak, og bliver dog ikke besmittet. Men blot Gud ikke var vidne til nogen skændsel blandt menneskene, så at vi alle kunne undfly Dommen ! Men han ser både røverier og falsknerier og ægteskabsbrud og bedrag og afgudsdyrkelse og selve skuespillene. Derfor skal han ikke være vidne til dem, for at vi ikke skal ses der af Ham, som dog ved alt. Du sammenligner, o menneske, den anklagede og dommeren: Den anklagede, som netop er hjemfalden til anklage, fordi man har set ham, med dommeren, han som dømmer fordi han har set. Skulle vi da også uden for skrankerne i Circus henfalde til raseri, skulle vi også uden for teatrets døre hengive os til ukyskhed og uforskammethed uden for rendebanen, til umenneskelighed uden for amfiteatret, efter som Gud også har øjne at se med uden for kamrene og bænkeraderne og forhængene?

Vi farer vild. Intetsteds og ingensinde kan noget undskyldes, som Gud fordømmer, intetsteds og ingensinde er noget tilladt, som altid og overalt netop ikke er tilladt. Dette er den fulde sandhed, og den hertil svarende fuldkomne moral og sømmelige frygt og trofaste lydighed: ikke at skifte mening og forandre sin dom! Hvad der i sandhed er enten godt eller ondt kan ikke være noget andet. Men i den guddommelige sandhed står alt uforanderlig fast. 

XXI. Hedningerne, hos hvem den fuldkomne Sandhed ikke findes, fordi jo Gud ikke har vejledt dem i, hvad Sandhed er, tyder ondt og godt efter egen lyst og forgodtbe- findende; og hvad der er ondt her, det er godt der, og hvad der er godt her, det er ondt der. Således kan det altså ske, at den, som på offentlig gade næppe drister sigt til at løfte op i sin tunica, selv om han har det varmt, han lægger den fra sig i Circus, og gør det skamløst i alle påsyn. Og den som beskytter sin jomfruelige datters øren mod ethvert urent ord, han tager hende selv med i teatret for at hun kan blive vidne til den slags ord og gebærder, som man oplever der. Og den som, hvis nogen vil give sig til at slås midt på gaden, lægger sig imellem eller bebrejder ham det, han stemmer på rendebanen for, at der skal kæmpes endnu vildere. 

Og den der gyser, som naturligt er, ved et menneskes lig, han ser i amfiteatret ufravendt ned på de sønderrevne, lemlæstede og med deres eget blod besudlede legemer. Ja, selv den, som kommer til skuespillet for at vise sit bifald til en morders straf, denne samme mand driver gladiatoren, imod dennes vilje, til at begå mord, med slag af ris og pisk. Og den, som forlanger, at enhver mere end almindelig afskyelig morder skal kastes for løverne, den samme mand går i forbøn for en grusom gladiator, for at man giver ham staven og skaffer ham huen som belønning, medens han beder om at få udleveret liget af den dræbte for at nyde synet, ansigt til ansigt.

XXII. Hvor sælsom er ikke denne holdningsløshed blandt de mennesker, som sammenblander og forveksler det godes og det ondes væsen ved deres ubestandige følelser og deres skiftende domme? Thi de selv samme folk som foranstalter og iscenesætter skuespil, de fordømmer også de kuske, skuespillere, boksere op fægtere i arenaen, som de ellers holder så meget af, og som mændene giver deres sjæl, og kvinderne deres legemer, og for hvis skyld de gør ting, som de ellers fordømmer - de fordømmer dem som sagt netop på grund af den kunst, som er grunden til, at de hylder dem! Ja, de fordømmer dem endog offentligt til tab af ære og borgerlige rettigheder, thi de nægter dem adgang til rådsforsamlinger, talerstole, Senatet, ridderstanden og alle andre hædersposter, og dertil også visse udmærkelser.

Hvor forkert handler de ikke derved! De ynder dem, som de straffer, krænker dem, som de tiljubler. De ophøjer kunsten, men brændemærker kunstneren! Hvad er det for en slags dom, at kalde dem uværdige på grund af det de gør? Er det ikke i sig selv en tilståelse af, at handlingerne er slette, når de, der udøver dem, kaldes uværdige, selv om de er meget yndede?

XXIII. Når altså menneskene, efter nærmere overvejelse, trods deres tilbøjelighed til fornøjelser, som egentlig strider derimod, finder at den slags artister bør fratages deres æreshverv og dømmes til offentlig forhånelse, som en landsforvist til en klippe, hvor meget mere må da ikke den guddommelige retfærdighed optræde straffende mod dem! Eller skulle Gud have velbehag i den kusk, som sætter så mange sjæle i oprør, som vækker så mange onde lidenskaber, så mange skiftende stemninger, der er bekranset som en afgudspræst, eller broget klædt som en kobler, hvem djævelen selv har pyntet op for at føre ham af sted på en vogn som et modbillede til Elias? Eller skulle Han finde velbehag i ham, som med en ragekniv forandrer sit udseende og ikke vil kendes ved sit eget ansigt - som, ikke tilfreds med at gøre sit ansigt så ligt Saturns eller Isis´ eller Libers som mulig oven i købet finder sig i vanærende ørefigner - som om han dermed ville drive spot med Herrens bud? Så lærer djævelen altså også, at man tålmodig skal række sin kind frem til slag! 

Men han har også ved hjælp af kothurnerne gjort tragedieskuespillerne større - thi "ingen kan lægge en alen til sin vækst". Han vil altså gøre Kristus til en løgner! Og hvad nu dette uvæsen med masker angår, så vil jeg spørge, om det mon kan behage Gud, som forbyder at gøre nogen afbildning af noget som helst, endsige af Hans eget billede - sandhedens ophav bryder sig ikke om bedrag. Horeri er i hans øjne enhver kunstig efterligning. Ligeså vil han, som fordømmer al forstillelse, ingenlunde billige, at man påtager sig en anden stemme, et andet køn eller en anden alder end ens egen, og at man giver udtryk for kærlighed, vrede, sukke og tårer. Når han i øvrigt i sin lov foreskriver, at den skal være forbandet, som klæder sig i kvindetøj, hvad vil han så ikke dømme om pantomimeskuespilleren, som også går i kvindeklæder? Og hin mester i nævekamp, vil han så også slippe ustraffet fra det? Gud har vel skabt ham med den slags ar efter kampremmen, sådanne buler efter næveslag, sådanne blomkålsører! Er det derfor Gud har givet ham øjne, for at han skulle miste dem i slagsmål? Og jeg siger ikke noget om den mand, der skyder en anden mand foran sig, når løven kommer; han er nemlig lige så meget en morder som den, der bagefter slår ham selv ihjel. 

XXIV. På hvor mange måder skal vi da påpege, at intet af det, som regnes med til skuespillene, er Gud velbehageligt - og at det ikke sømmer sig for Guds tjenere, netop fordi det ikke er Gud velbehageligt? Hvis vi har påvist, at dette skyldes djævelen, og ham alene, og at det består af ting, som er hans (thi alt hvad der ikke er Guds, eller hvad der mishager Gud, må være djævelens), så må dette altså være djævelens herlighed, som vi afsværger ved vor tros besegling. Men hvad vi afsværger, bør vi ikke tage del i, hverken i gerning eller i ord eller som tilskuere, hverken nærved eller langt borte. Mon vi ikke i modsat fald afsværger og bryder dette segl, idet vi bryder vidnebyrdet derom? - Og står det måske nu tilbage at afkræve hedningerne en erklæring herom? Ja, lad dem sige os, om det er tilladt for kristne at bivåne skuespil! Men det er jo netop af den grund, at de forstår, at den og den er blevet en kristen, at han undgår skuespil! Og derfor er det en åbenbar fornægter, som borttager det mærke, hvorpå han kan kendes. Men hvad håb mon der er et sådant menneske levnet? Ingen løber jo over i fjendernes lejr, uden at han først har kastet sine våben fra sig, uden at han har svigtet sin fyrstes fane og den ed, han svor ham, og uden at han  lovede at dø med dem.

XXV. Mon nogen, som befinder sig på et sted helt forladt af Gud, kommer Ham i hu? Så ville han vel snarere være ganske kold når han råbte opildnende til kusken, og han ville lære kyskhed, når han er opslugt af komedianternes fjasen. Ja, ved ethvert skuespil ville der ikke møde os nogen større fristelse end al den forfinede pynt blandt mænd og kvinder. Selve denne gensidige overensstemmelse, selve denne indbyrdes enighed eller uenighed i gunstbevisninger antænder ved den nære forbindelse vellystens ild.

Overhovedet tænker vel ingen, når han går i teatret, mere på noget andet end på at se og blive set. Og når tragedieskuespilleren deklamerer med høj røst, mon tilhøreren da tænker på en eller anden profets udråb? Og når den kvindagtige skuespiller synger, mon han da i sit stille sind kommer til at tænke på en psalme? Når atleterne optræder, vil han da tænke på at sige, at man skal ikke slå igen? Ville han også være i stand til at blive bevæget af barmhjertighed, når han er helt optaget af bjørnenes bid og nævefægternes kasten med nettet?

Måtte Gud holde dette stærke begær efter en fordærvelig lyst langt borte fra sine børn! Thi hvad skal jeg sige om det at ile fra Guds menighed til djævelens, eller fra himlen, som man siger, til skarnet? At klappe sig træt for en skuespiller med de samme hænder, som man nylig har opløftet til Herren? Med den samme mund, hvormed man har udtalt sit amen til det Allerhelligste, tilråbe gladitorerne bifald? Overhovedet at sige ”fra evighed til evighed” til nogen anden end til Gud og Kristus?

XXVI. Hvorfor skulle ikke også den slags mennesker være modtagelige for djævlebesættelser? Det er også sket, Gud er mit vidne, at en kone, som gik i teatret, kom tilbage besat af en djævel. Da man nu under besværgelserne trængte hårdt ind på den urene ånd, fordi han havde vovet at angribe en troende, svarede han uden at lade sig bringe ud af fatning: Jeg var i min fulde ret - jeg fandt hende nemlig på mine egne enemærker!

Det er også vitterligt, at en anden i drømme så et liglagen natten efter, at hun havde hørt en tragedie, medens en bebrejdende stemme nævnte tragediens navn, og at den kvinde ikke levede mere end fem dage længere i denne verden. Hvor mange beviser har vi ikke fået ved at se på dem, som igennem skuespillerne er trådt i pagt med djævelen og er faldet fra Herren? Ingen kan jo tjene to herrer. Eller hvilket fællesskab er der mellem lys og mørke, mellem livet og døden? 

XXVII. Vi bør også afsky disse hedningernes sammenkomster og forsamlinger, fordi Guds Navn dér bliver bespottet, fordi man dér daglig forlanger, at vi skal kastes for løverne, fordi forfølgelser besluttes dér, og fristelser udgår derfra. Hvad ville du gøre, hvis du blev grebet i hin vilde tummel af ugudelige råb og skrig? Ikke fordi du dér kunne blive udsat for at lide overlast af mennesker, thi ingen ville tro, at du var en kristen - men betænk, hvad der vil blive af dig i Himmelen! Tvivler du da på, at i det øjeblik djævelen rejser sig i sin menighed,  vil alle englene se ned fra Himmelen og mærke sig hver enkelt, hvem der taler gudsbespottelige ord, hvem der hører derpå, hvem der stiller sin tunge eller sine øren til tjeneste for djævlen imod Gud?  

Vil du da ikke fly fra Kristi fjenders bolig, dette fordærvelsens sæde, og fra selve den luft, som hviler derover, forpestet af forbryderiske røster? Lad være, at der er noget yndigt og behageligt og uskyldigt, ja endog ærbart deri. Ingen blander dog gift i galde og helleborum, men man blander dette fordærvelige i krydret og velsmagende og som oftest sød spise. Og således gennemsyrer djævelen netop Guds bedste og kæreste gaver med den dødbringende drik, som han tillaver. Alt hvad der findes hist af mandigt eller ærbart eller velklingende i tale og sang eller af smukt, det skal du derfor betragte som honningdråber, der drypper fra en forgiftet kage, og agt ikke ganens nydelse lige så højt som faren, der kommer i og med behageligheden! 

XXVIII. Lad hans egne gæster mæske sig med den slags lækkerier! Sted og tid og indbyderen selv hører dem til. Det er endnu ikke tiden for vort gæstebud og vort bryllup, og vi kan ikke sidde til bords med dem, lige så lidt som de kan sidde til bords med os. Tiderne skifter. Nu glæder de sig, og vi er bedrøvede. Verden skal glæde sig, men I skal være bedrøvede, siger han. Lad os altså sørge, medens hedningerne glæder sig, for at vi kan glæde os når de har begyndt at sørge, men lad os ikke glæde os sammen med dem nu, for derefter også at sørge sammen med dem. Du, der er kristen, du er blødagtig, hvis du begærer nydelse også i denne verden, eller rettere: du er i højeste grad en dåre, hvis du regner dette for en nydelse. 

Nogle filosoffer har sagt, at den sande nydelse består i ro og sjælsligevægt. Deri finder de deres glæde, dertil tager de deres tilflugt og deri søger de deres rod. Men du vil have rendebanen, scenen, arenaens støv! Jeg ville ønske, at du ville sige det ærligt, som det er: Vi kan ikke leve uden sanselig lyst, vi som er skyldige at dø med lyst. Hvilket andet ønske kan vi da have end det, som også Apostelen havde, at forlade denne verden og blive modtaget af Herren? Her er din forlystelse, hvor du har nået dine ønskers mål!

XXIX. Og hvis du nu virkelig vil bruge din tid på fornøjelser, hvorfor er du da så utaknemmelig at Du ikke nøjes med de nydelser, som du får fra Gud, og ikke tænker på dem? Ja, hvad kan i grunden være bedre for dig end at være forsonet med Gud, din Fader og Herre - hvormed du får del i sandhedens åbenbaring og indser dine vildfarelser og får tilgivelse for så store tidligere forsyndelser? Hvilken nydelse kan være større end afsmag for selve nydelsen, foragt for den hele verden, sand frihed, god samvittighed, et liv i tilfredshed, sejr over al dødsfrygt, at træde hedningernes guder under fode, at uddrive djævle, at helbrede sygdomme, bede Gud om åbenbarelser og leve for Ham? Dette er de kristnes nydelser og deres skuespil, de hellige, uforgængelige nådegaver - se dine cirkuslege i dette! Betragt Verdens gang, tiden der haster bort! Tæl timerne, vent på at nå frem til fuldendelsen, forsvar de kirkelige samfund, vågn op når Guds signal lyder, rejs dig ved engelens basun, søg din ros i martyriets palmer!

Men føler du dig tiltrukket af det du lærer ved scenen, så har vi ellers skrifter nok, vi har vers nok og sentenser nok, og vi har også nok af sange og digte, og det er ikke fabler, men troværdige ting, ikke ord sat på skruer, men enfoldige og ligefremme ord.

Vil du også have nævekampe og brydekampe? Dem er der også nok af, både mange og alvorlige. Betragt ukyskheden, der er slået til jorden af kyskheden, troløsheden der er bragt til fald af troskaben, grusomheden der er nedstødt af barmhjertigheden, frækheden der står i skygge af beskedenheden. Sådanne væddekampe er der blandt os, og i dem modtager vi selv kransen! Forlanger Du også blod, så har du Kristi blod.

XXX. Men tænk på hvilket skuespil, der forestår! Når den Herre kommer, som da ikke mere er genstand for tvivl, men som da skal ophøjes og triumfere! Hvilken jubel af engle, hvilken herlighed for de hellige, som da opstår fra de døde!

Hvorledes vil ikke fra da af de retfærdige herske! Og hvordan vil den ikke være, den nye stad Jerusalem!  Dog står der tilbage andre skuespil, den sidste dag, Dommens Dag, som hedningerne ikke ventede, men bespottede! Den dag, da denne gamle verden og alt, hvad den har frembragt, skal fortæres af én og samme ild. Hvilket vældigt skuespil vil da ikke åbenbare sig!

Hvad skal jeg beundre, hvad skal jeg le ad, og hvor skal jeg glæde mig og juble, når jeg ser så mange og så mægtige konger, som sagdes at være optaget i himlen, nu sukke sammen med Jupiter selv og deres egne vidner i det yderste mørke! Ligesom disse øverster, dem der forfulgte Herrens navn, fortærede af en endnu mere rasende ild, den hvormed de selv har raset mod de Kristne og hånet dem! Desuden hine vise filosoffer, der skal stå beskæmmede for deres egne disciples åsyn, og som nu brænder sammen med dem, som de bildte ind, at Gud ikke befatter sig med noget som helst, og hvem de har forsikret om, enten at der ikke findes nogen sjæl, eller også at den ikke vil vende tilbage til sit tidligere legeme! - Endvidere digterne, der nu må skælve, ikke for Rhadamanthys´ eller Minos´, men for Kristi domstol, hvad de mindst havde ventet! Da fortjener tragikerne så meget mere at høres, for de skriger så meget lydeligere i en ulykke, som virkelig har ramt dem selv.

Da vil vi gennemskue skuepillerne, som ilden nu har gjort mere gennemsigtige! Sådan skal vi se kusken, helt igennem glødende på sine flammende hjul! Da skal vi se brydekæmperne, kastet om kuld, ikke i fægteskolen, men i ild!

Dog, end ikke da skulle jeg ønske mig så meget at se dem, som jeg skulle ønske at rette mine umættelige blikke mod dem, der har raset mod Herren. Her er han - vil jeg sige tømmermandens og skøgens søn, sabbatskænderen, samaritanen, han som har djævelen. Her er han, som I har købt af Judas. Her er han, som blev slået med en stok og med de bare næver, som I spyttede på og besudlede, han som fik galde og eddike! Her er han, hvem Djævlene hemmelig har røvet, for at det kunne se ud, som om han var opstanden, eller som gartneren skaffede af vejen, for at ikke hans salat skulle tage skade af de mange besøgende.

Hvilken prætor eller konsul eller kvæstor eller præst kan vel skaffe sig anledning til at se den slags og juble herover? Og dog er dette på en måde allerede fremstillet for os i kraft af troen i Åndens skuen. Men hvordan vil det da være som intet øje har set og intet øre hørt, og som ikke er opkommet i noget menneskes hjerte- ? Jeg skulle dog tro at det vil være mere frydefuldt end Cirkus og begge slags tilskuerpladser og ethvert stadion!

This page has been accessed by people since 14th September 2007.


Return to the Tertullian Project / About these pages